Mere mobilt
Lystfiskeri og fisketegn
Ørred (Regnbueørred)

Ørred (Regnbueørred)

Kendetegn

Ørreden har et rød-violet bånd langs sidelinien, som har givet fisken sit navn. Regnbueørreden har den lille karakteristiske fedtfinne, der findes på oversiden tæt på halefinnen. Den har sorte pletter over det meste af kroppen inklusive ryg, fedt- og halefinner. Den har en kort krop med et lille hoved og en mundspalte, der når så langt bagud som øjets bageste rand. Siderne er sølvskinnende med mørkere ryg og sølvhvid bug. Farven på sidelinien er kraftigst i gydeperioden. Ved længere tids ophold i saltvand bliver den sølvblank og kaldes "steelhead". Regnbueørreden bliver op til 80-90 cm.

Levested og føde

Denne populære dambrugsfisk stammer oprindeligt fra Nordamerikas vestkyst og Nordøstasien. Den er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men på grund af undslupne dambrugsfisk og organiseret udsætning kan den træffes over det meste af verden.

 

Regnbueørreden lever primært af småfisk, tanglopper, snegle, igler, fluer, græshopper, biller, små krebsdyr og insektlarver. I forhold til andre slags ørreder er regnbueørreden ret hårdfør. I sine oprindelige leveområder findes både stationære stammer og vandrefisk, der søger ud i havet. Ved 1-2-års-alderen bliver hannen kønsmoden, mens hunnen først bliver det et år senere.

Fangstmetode

Fisken holdes i dambrug, men undslupne fisk kan fanges med garn og bundgarn. Der produceres cirka 30.000 tons ørreder i ferskvand i Danmark. Der produceres først og fremmest portionsfisk (200-500 gram), men der produceres også fisk til udsætning i havbrug og lystfiskersøer. Den mest udbredte dambrugsørred er regnbueørreden, der kom til landet som opdrætsfisk allerede i slutningen af 1800-tallet. Også i danske havbrug er regnbueørreden den mest dominerende art, men her er det først og fremmest ørredrognen, der udnyttes og eksporteres, især til Japan. De danske farvande er optimale for regnbueørredens udvikling, der afhænger af vandets kvalitet, temperatur, saltindhold og øvrige forhold. Særligt gode er områderne omkring bælterne på grund af en tilpas saltholdighed og vandgennemstrømning, som er ønskelig, for at få udskiftet, opblandet og iltet vandet i og omkring netburene.

Sæson

Sæson hele året. Spisekvaliteten topper i månederne august-september.

Tilberedning og ernæring

Har lyserødt, fast kød. Ørred sælges ofte som forel (200-300 gram portionsfisk). Regnbueørreden kan både røges, dampes og grilles Du kan finde opskrifter på hjemmesiden

2gangeomugen.dk

 

Regnbueørreden er en halvfed fisk, der indeholder sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer, n-3 fedtsyrer, som også kaldes omega-3 fedtsyrer. Regnbueørreden er særligt rig på selen, kalcium og kalium, og den har et højt indhold af D- og B12-vitamin.

 

Kilde: 2gangeomugen.dk