Mere mobilt
Lystfiskeri og fisketegn
Hellefisk

Hellefisk

Kendetegn

Højrevendt fladfisk. Minder om helleflynderen, men både over- og undersiden er mørkegrå eller brunlig i modsætning til helleflynderen, der har en hvid underside. Venstre øje sidder midt i hovedets ryglinie. Den har stor mund med store spidse tænder. Hanner bliver ca. 80 cm og 6-7 kg. Hunner ca. 100 cm og 15-20 kg - højst 130 cm og 45 kg.

Levested og føde

Hellefisken færdes ikke kun ved bunden som de fleste andre fladfisk. Den lever ofte i 50 til 2000 meters dybde. Udbredt i det meste af Nordatlanten. Kan træffes i Skagerrak. Hellefisken er en koldtvandsfisk.

 

Føden består af fisk som ålebrosmer, lodde, yngel af rødfisk, men også dybvandsrejer og andre bunddyr. Ynglen er også pelagisk, til den om efteråret er 6-9 cm lang og søger mod bunden på 50 til 200 meters dybde. Ved en længde på 12-25 cm trækker ynglen mod dybere vand.

Fangstmetode

Den har stor betydning for fiskeriet i Grønland og fanges også ved
Island og Norge. Den fanges på langlinier, trawl og i garn.

Sæson

Sæson hele året. Spisekvaliteten topper omkring jul.

Tilberedning og ernæring

Hellefisk er en værdifuld spisefisk. Den sælges gerne frossen eller røget. Den kan bruges både som hel, udskåret, flået og som filet. Hellefisken kan både steges, grilles, koges og marineres. Du kan finde opskrifter på hjemmesiden

2gangeomugen.dk

 

Hellefisken er en fed fisk, der er rig på de sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer, n-3 fedtsyrer, som også kaldes omega-3 fedtsyrer. N-3 fedtsyrer er livsnødvendige for os mennesker og skal derfor være til stede i små mængder i vores kost. Hellefisken er særligt rig på jod og selen, og den har et højt indhold af A- og D-vitamin.

 

Kilde: 2gangeomugen.dk