Mere mobilt
Lystfiskeri og fisketegn
Hvilling

Hvilling

Kendetegn

Hvillingen har overbid, mangler skægtråd og har en sort plet, der hvor brystfinnen fæstner. Som mange andre torskefisk har den tre rygfinner og to gatfinner. Grundfarven er lergrå til grøn-, blå- eller brunlig. Ryggen er tydeligt mørkere end siderne, der er sølvglinsende. Bugen er hvid. Bug- og brystfinnerne har et gulligt skær. Farverne forsvinder dog hurtigt efter fangst. Hvillingen kan blive op til 70 cm. I Nordsøen sjældent over 40 cm, ved Island 40-50 cm.

Levested og føde

Hvillingen er en stimefisk, som lever pelagisk i alle vandlag samt ved bunden på 10 til 200 meters dybde. Den foretrækker sand- og mudderbund, men kan træffes på alle typer bund. Den er udbredt i den nordøstlige del af Atlanten fra Island og det nordlige Norge til Portugal. Desuden findes den i Adriaterhavet, Ægæiske hav og Sortehavet. I de skandinaviske farvande findes den indtil den vestlige Østersø, hvor dens forekomst forbindes med indstrømning af saltvand.

 

Hvillingen æder krebsdyr, småfisk, børsteorme, blæksprutter og andre bløddyr.

Fangstmetode

Hvillingen indgår som en vigtig bifangst i blandet fiskeri med trawl efter torsk og kuller. Fiskeriet er reguleret af kvoter.

Mindstemål

Saltvand

Nordsøen, herunder
Ringkøbing Fjord

og Limfjorden

27 cm
Skagerrak/Kattegat

23 cm

Øvrige farvande Intet mindstemål
   

Ferskvand

Intet mindstemål
Fredningstider

Ikke omfattet af fredningstider.

Sæson

Sæson hele året. August og september anses for at være den fiskerimæssigt bedste tid. Spisekvaliteten topper i månederne oktober, november og december.

Tilberedning og ernæring

Voksne hvillinger anvendes som spisefisk især i England og Frankrig. Kødet er hvidt, blødt, løst og velsmagende. Hvillingen kan koges, dampes, steges og frituresteges. Du kan finde opskrifter på hjemmesiden

2gangeomugen.dk

 

Hvillingen er en mager fisk. Den er særligt rig på selen.

 

Kilde: 2gangeomugen.dk